Den østrigske økonom Joseph A. Schumpeter ville omvendt have været stolt, hvis han havde kunnet følge med i, hvad der foregår ved disse valg.

Han så nemlig demokrati primært som en metode til at få valgt de parlamentarikere, som skulle styre den politiske biks indtil næste valg, og at vælgerne derudover ikke skulle blande sig eller være til for meget besvær. En holdning, som vel meget godt afspejler, hvad vi oplever i relation til europaparlamentsvalgene – og bestemt ikke kun i Danmark.

Hvem kommer så til at vinde dette andenordensvalg – hvem kommer til at sætte sig på Danmarks 15 pladser i Europa-Parlamentet?

Det burde vel være de kandidater, som kan tiltrække opmærksomhed og skabe mest opbakning til deres holdninger i den korte og intense valgkamp, altså dem, der formår at slå til for alvor. Eller også bliver det måske (igen) christiansborgpolitikken, som kommer til at spille den afgørende rolle.

Inden vi så konkluderer, at den sikreste prognose for EP-valget derfor nok vil være den, der gælder for folketingsvalg, er der jo faktisk en joker i valgforbundene

Jørgen Elklit og Ulrik Kjær

Det gælder ikke mindst, hvis partilederne ikke kan holde sig væk fra manegen. Men selv om de eventuelt skulle vise sig tilbageholdende, vil mange vælgere givetvis alligevel lægge et landspolitisk prisme ned over EP-valget.

De landspolitiske kendisser

Nogle vil sikkert stemme på SF, fordi de bakker op omkring Pia Olsen Dyhr uden nødvendigvis at være enige med SF’s spidskandidat, Kira Marie Peter-Hansen, om alt (og de ved sikkert heller ikke, hvad netop hun mener om alt).

Og der vil være andre, som stemmer på Liberal Alliance 9. juni uden på nogen måde at være fans af spidskandidat Henrik Dahl, men til gengæld bogstaveligt talt har fan-plakater med Alex Vanopslagh hængende derhjemme.

Noget nyt ved dette europaparlamentsvalg er i øvrigt, at der faktisk er én partiformand, hvis navn findes på alle stemmesedler, selv om hun slet ikke er opstillet til dette valg.

Partiets navn er med velberåd hu blevet Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg. Så selv om meget mindre kendte Kristoffer Storm er partiets spidskandidat, er det vel oplagt, at nogle (mange?) vælgere vil ”stemme på Inger” fremfor på Kristoffer og hans EU-mærkesager.

Noget andet nyt denne gang er, at der ikke er en eneste velkendt og stemmeslugende kandidat på stemmesedlen. Vi tænker i den forbindelse tilbage på de landspolitiske skikkelser, som har haft lyst til en tur til Bruxelles: Poul Schlüter (K) i 1994, Bertel Haarder (V) i 1999, Poul Nyrup Rasmussen (S) i 2004, Morten Messerschmidt (DF) i 2009 og 2014 og Søren Gade (V) i 2019.

Den type markante personligheder fra Christiansborg mangler i år, og dermed mangler der også kandidater, der på tværs af partierne kan flytte rundt på nogle af de vælgere, som savner velkendte navne i deres traditionelle parti.

Vi har naturligvis noteret, at Villy Søvndal tager en omgang for SF, men hans manglende succeser ved valget i Region Syddanmark i 2017 og ved kommunalvalget i Kolding 2021 viser vel, at han ikke længere er i helt samme kategori som de tidligere nævnte.

Der kunne faktisk også være endnu en joker, idet der for første gang er meldt spidskandidater ud til kommissionsformandsposten for hver af de europæiske partigrupper

Jørgen Elklit og Ulrik Kjær

Så normalt har landspolitiske kendisser, der har skullet transformere sig til EU-politikere – lidt paradoksalt – bidraget til at gøre europaparlamentsvalgene lidt særlige, idet deres navne på stemmesedlen har kunnet få vælgere til at fravige deres traditionelle parti.

I år vil fraværet af politikere af denne type personager måske omvendt kunne være med til at gøre valget mere ”landspolitisk”, end det ellers ville have været.

Her går vi naturligvis ud fra, at de ret anonyme spidskandidater fra de ellers traditionelt store partier ved europaparlamentsvalgene, Christel Schaldemose fra Socialdemokratiet og Morten Løkkegaard fra Venstre (med henholdsvis 18 og 14 år i Europa-Parlamentet), vil have problemer med at få deres partiers Europa-politik til at stå soleklart for vælgerne.

Meningsmålinger fra folketingsvalg

Inden vi så konkluderer, at den sikreste prognose for EP-valget derfor nok vil være den, der gælder for folketingsvalg, er der jo faktisk en joker i valgforbundene. Det er nemlig muligt ved disse valg at danne valgforbund, helt som ved kommunal- og regionalvalg.

Det har Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg og Dansk Folkeparti valgt ikke at gøre – hvorvidt det kan koste dem et mandat vides af gode grunde endnu ikke (Enhedslisten er eneste andet parti, som ikke har tilsluttet sig et valgforbund).

Mandatfordelingen for de otte partier, som indgår i et af de tre valgforbund, er også ekstra vanskelig at spå om ved dette valg. Det skyldes dels den aktuelle usikkerhed om udviklingen i partisystemet og vælgernes aktuelle præferencer, dels den ekstra usikkerhed, det altid knytter sig til den endelige mandatfordeling ved valg, der både bruger den d’Hondtske fordelingsmåde og tillader valgforbund.

Så vi undlader pænt at komme med et bud på, hvordan det nok kommer til at gå.

Der kunne faktisk også være endnu en joker, idet der for første gang er meldt spidskandidater ud til kommissionsformandsposten for hver af de europæiske partigrupper.

Stemmer man eksempelvis på Konservative, støtter man således op om tyske Ursula von der Leyen, mens en stemme på Socialdemokratiet er en støtte til den mere ukendte Nicolas Schmit fra Luxembourg som kommissionsformand. Men den joker tror vi dog ikke lige bliver spillet i Danmark.

Så hold øje med de forskellige spidskandidater, og se om de går i udbrud på EU-politikken, herunder om de gør brug af de mest kendte landspolitiske hjælperyttere. Ellers vil vi mene, at denne gang er de landspolitiske meningsmålinger for folketingsvalg gode at skele til, hvis man vil gætte med på valgresultatet 9. juni.